NCC Råstoffers salgs- og leveringsbetingelser privat pr. 19.01.2023

1. Anvendelse
Salgs- og leveringsbetingelserne er gældende ved alt salg til privatpersoner over e-mail eller telefon hos NCC Industry A/S.

Sælger:
NCC Industry A/S
CVR-nr. 26 70 84 35
Jupitervej 1
6000 Kolding.
Mailadresse: kundecenter@ncc.dk

2. Tilbud
Tilbud er gældende i 7 dage fra tilbuddets datering.

3. Ordrer
Alle ordrer skal være skriftlige. Købers skriftlige ordre er først bindende for sælger, når køber har modtaget sælgers skriftlige ordrebekræftelse.

4. Priser
Køber anmoder om et tilbud fra sælger og modtager et tilbud af sælger med en pris inkl. moms og afgifter.

5. Betalingsbetingelser / forudbetaling
Betaling skal ske inden levering. Når indbetaling er registreret, vil købsordren hurtigst muligt blive ekspederet. Leveringstiden er normalvis inden for 1-5 arbejdsdage, efter betalingen er registreret. Vær dog opmærksom på, at den anførte leveringstid er vejledende og kan variere. Køber samtykker til udelukkende at modtage fakturaer og kreditnotaer i elektronisk form. Der kan betales med MobilePay eller med bankoverførsel ved modtagelse af faktura.

6. Levering
Leveringsomkostninger betales af køber og bliver automatisk pålagt købers ordre.

Leveringsomkostningerne afhænger af bestillingens størrelse, vægt og leveringsmetode.
Skulle køber fortryde sit køb efter levering, har køber selv ansvar for returfragten, medmindre der er lavet en særskilt aftale om, at sælger står for returfragten på købers regning.

Er der truffet aftale om sælgers forsendelse af varen (frit tilkørt), aflæsses varen så tæt på brugsstedet som kørselsforholdene tillader, efter chaufførens skøn. Såfremt køber anviser indkørsel over ikke kørefast grund, er chaufføren berettiget til at afvise dette. Ved forgæves kørsel opkræves en ekstra fragtomkostning, der skal være forudbetalt, inden der træffes ny aftale om levering. Ved forsendelse af varen (frit tilkørt) anses varen for leveret, når varen er aflæsset.

Vejen til leveringsstedet skal være kørefast (der må ikke være brosten, grus eller græs). Der skal være 4 meters frihøjde og 3,5 meters fribredde, og der må ikke være udhængende træer. Det er købers ansvar, at tilkørselsvejen kan bruges, uden at det medfører skader på vej eller bil. Kontakt os hvis du er i tvivl.

Ved bestilling over 14 tons, skal følgende pladsforhold være opfyldt:
Der skal på leveringsstedet være pladsforhold, der gør det muligt at manøvrere for en lastbil med en længde på 17 meter, bredde på 3 meter, højde på 4 meter, drejebredde på 8 meter og totalvægt på 52 ton.

OBS: Hvis køber ikke er at træffe på leveringstidspunktet, eller ikke er på leveringsadressen på leveringstidspunktet, henstilles produktet uden opsyn. Kan bilen ikke komme frem på grund af pladsmangel, skal køber venligst være klar til at anvise alternativt afsætningssted.

Skulle der opstå problemer under leveringen, vil køber blive kontaktet af NCC Industry A/S pr. telefon eller mail.

7. Ansvar og forsinkelse
Sælger er uden ansvar for forsinket levering, der skyldes købers forhold, herunder spærrede adgangsveje til leveringsstedet. Sælger forbeholder sig ret til at fakturere køber for merudgifter påført sælger som følge heraf. Sælgers ansvar for forsinkelse kan aldrig overstige fakturaværdien af den forsinkede vare.
Endvidere er sælger ikke ansvarlig for forsinkelse som følge af force majeure (f.eks. strejke eller lock-out) eller vejrforhold, der gør produktion eller transport umulig eller uforholdsmæssigt bekostelig. Det er ikke et krav for, at sælger kan påberåbe sig force majeure, at der foreligger objektiv umulighed. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger subjektiv umulighed for sælger. Ved en sådan forsinkelse udsættes levering til et tidspunkt hurtigst muligt efter hindringens ophør. Sælger giver køber meddelelse om hindringens opståen og nyt leveringstidspunkt.

8. Modtagekontrol
Køber skal hurtigst muligt sikre sig, at den leverede vare er i overensstemmelse med bestillingen. Eventuel reklamation skal ske skriftligt hurtigst muligt efter, at køber er eller burde være blevet opmærksom på en mangel.

9. Fortrydelsesret
Køber har 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag, køber modtager sin vare. Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan køber vente til den følgende hverdag.

OBS: Bemærk at der IKKE er fortrydelsesret på levering af varer, som på grund af deres natur bliver blandet sammen med andre varer ved leveringen og ikke kan skilles ad igen. Dette gælder ved levering af sand og grus.

Køber kan sende en mail til kundecenter@ncc.dk eller benytte standardfortrydelsesformularen, der findes nederst i salgs- og leveringsbetingelserne. Det er ikke muligt at fortryde købet ved at nægte at modtage varen uden samtidig at give sælger besked.

Ved ombytning af produkter, hvor ombytningen ikke er underlagt reklamationsret, betaler køber selv returfragt og ny fragt.

Fortrydelse af en del af købet:
Hvis der er købt flere varer, har sælger mulighed for at sende én eller flere varer retur, selvom de er købt i én ordre. Bemærk at køber ikke får fragtomkostningerne retur, hvis en del af købet fortrydes.

10. Returnering
Hvis køber fortryder sit køb, har køber 14 dage til at sende varen retur.
Køber står selv for betaling af returfragten og hæfter, hvis der opstår en skade under transporten.

Køber skal kontakte sælger, hvis køber ønsker, at sælger skal stå for returfragten. Returfragten kan blive dyrere end leveringsfragten, da den skal afhentes med en kran/grab-bil, når den skal hentes retur.

Køber skal henvende sig til kundecenter@ncc.dk for at få tilbageleveringsadresse oplyst.

Tilbagebetaling:
Hvis køber fortryder sit køb, gives pengene tilbage, når sælger har fået varen retur. Skulle det vise sig, at varen er værdiforringet ved modtagelse hos sælger, fratrækkes det beløb, værdiforringelsen beløber sig til. Beløbets størrelse kan ikke fastsættes, da det kan variere fra sag til sag. Sælger refunderer alle betalinger modtaget fra køber, herunder leveringsomkostninger senest 14 dage fra den dag, hvor sælger modtager købers besked om, at køber har fortrudt aftalen. Sælger kan tilbageholde betalingen, indtil varen er modtaget retur.

11. Reklamationsret
Køber har to års reklamationsret. Det betyder, at køber enten kan få varen ombyttet, pengene tilbage eller afslag i prisen, afhængig af den konkrete situation. Dette er betinget af, at reklamationen er berettiget, og at manglen ikke er opstået som følge af fejlagtig brug af varen eller anden skadeforvoldende adfærd. Varen skal være i samme mængde og stand som ved modtagelsen.

Der skal reklameres inden for rimelig tid efter, at køber har opdaget manglen ved varen. Hvis der reklameres inden for to måneder efter, at manglen er opdaget, vil reklamationen altid være rettidig.

Skade på produktet, som skyldes håndteringsfejl eller groft misbrug fra købers side, er ikke dækket af reklamationsretten.

Sælger refunderer rimelige fragtomkostninger, som køber måtte have i forbindelse med returnering af varen, når reklamationen er berettiget.

Hvis køber ønsker at reklamere over et produkt, skal køber kontakte sælger for et tilbageleveringssted. Køber bedes henvende sig til kundecenter@ncc.dk for at få tilbageleveringsadresse oplyst.

Ved returnering af varer bedes køber angive følgende: Ordrenummer og beskrivelse af fejlen.

OBS: Hvis varen ligger indenfor de beskrevne afvigelser i pkt. 12, er der ikke tale om en mangel, hvorfor der i dette tilfælde ikke kan reklameres.

12. Afvigelser på varen
Da materialet læsses løst ab plads, er der ingen garanti for at ramme præcist antal ton, hvorfor køber må forvente, at den leverede vægt kan være afvigende fra den fakturerede vægt. Det vil sige, at der kan være tale om mere eller mindre end det fakturerede, men det ændrer ikke på prisen.

OBS: Køber accepterer, at størrelse, udseende og form kan variere på alle sælgers varer.

Sælgers varer inddeles i følgende kategorier:

0 - 8 mm:
Kaldes sten og grus.
Farven kan variere fra det helt lyse til brunlige og rødlige nuancer.
Formen på varen kan være rund, men også kantet.
Bemærk at størrelsen kan variere op til 20%. Det vil sige, at der kan være sand- og stenstørrelser større end 8 mm.

8 - 32 mm
Kaldes sten og grus.
Farven kan variere fra helt lyse sten til grå og rød-brune farver.
Formen kan være halvrund, rund og knust/kantet.
Bemærk at størrelsen kan variere med +/- 20%. Det vil sige, at der kan være sten mindre end 8 mm og sten større end 32 mm.

32 - 64 mm
Kaldes sten.
Farven kan variere fra helt lyse sten til grå og rød-brune farver.
Formen vil typisk være halvrund og rund. Der kan dog være knuste sten iblandt.
Bemærk at størrelsen kan variere med +/- 20%. Det vil sige, at der kan være sten mindre end 32 mm og sten større end 64 mm.

64 mm og derover.
Kaldes sten.
For sten på 64 mm afhænger størrelsen af den sortering, der findes i de enkelte grusgrave.
Sten findes typisk i følgende fraktioner:
32/63 + 32/150 + 60/80 + 60/150 + 80/125 + 125/200 + 64/200 + 100/200 + 120/200 + 150/250 + 200/400 + 200/500 + 250/500 + 300/600 + 500/800
Farven kan variere fra helt lyse sten til grå og rød-brune farver.
Formen vil typisk være halvrund og rund. Dog kan stenene ved udgravning og læsning få skader, så de kan flække og få kanter. Der kan ikke laves nøjagtig sortering af store sten i en grusgrav.

13. Forbehold
Der tages forbehold for tastefejl.

14. Klagemuligheder
Hvis køber ønsker at klage over sit køb, bedes køber kontakte sælgers kundecenter.

Hvis det ikke lykkes sælger at finde en løsning, kan køber sende en klage til:

Center for Klageløsning
Nævnenes Hus
Toldboden 2
8800 Viborg

Hvis køber har bopæl i et andet EU-land end Danmark, kan køber klage til EU-Kommissionens online Klageportal.